Generalforsamling 2016

Referat af ordinær generalforsamling i Danske Flyvejournalisters Klub torsdag den 31. marts 2016.
Sted: Spies Rejser, Kay Fiskers Plads 9 i Kbh. S.

Valg af dirigent:
Jurist Jakob Hahn, Danmarks Rejsebureau Forening, der konstaterede at indkaldelse til generalforsamlingen var sket ifølge klubbens vedtægter.

Formandens beretning:
Kære medlemmer
Foreningens formand siden 2014, Preben Kjær, valgte i efteråret 2015 at træde tilbage som formand på grund af sygdom. Bestyrelsen valgte derfor at konstituere mig som formand. Det er derfor mig, der aflægger beretning i år.

Vi er i dag 84 medlemmer, heraf 30 aktive medlemmer. Foreningen har det seneste år fået cirka fem nye aktive og passive medlemmer. Der er stadig ganske få egentlig flyvejournalister på redaktionerne. Men der er nogen. Og der er også journalister, der beskæftiger sig med luftfartsbranchen på ad hoc basis. Desuden kommer der stadig flere blogs og netmedier med anmeldelser og lignende. Og endelig er der stadig mange i branchen, som ikke er passive medlemmer af vores forening. De nye medlemmer er en blanding af journalister på netmedier, rejsemagasiner og kommunikationsbureauer.

Foreningens eneste aktivitet sidste år var julearrangementet. Bestyrelsens ambition var, at julearrangementet skulle give overskud og skaffe foreningen lidt penge i kassen, så foreningens økonomi blev forbedret. Den ambition blev indfriet til fulde. Dels gennem sponsorater fra fire gavmilde sponsorer. Og dels gennem opkrævning af deltagerbetaling fra alle.

Bestyrelsen ønskede at få en større andel af erhvervsaktive branchefolk med til arrangementet. Vi inviterede derfor kun de sidste fem års prismodtagere med til arrangementet og inviterede folk fra blandt andet Norwegian, Ryanair og Cabin Attendants Union. Folk som ikke tidligere har været inviteret.

Det er min opfattelse, at luftfartsbranchen over en bred kam er meget glade for dette netværksarrangement på ”neutral grund”. Og at der er stor prestige forbundet med at modtage foreningens priser.

På sidste års generalforsamling blev regnskabet ikke godkendt, da det ikke var revideret og ikke var opstillet på en måde, som gav et retvisende billede. Foreningens nyvalgte kasserer og revisor gik straks efter generalforsamlingen i gang med at udarbejde og revidere regnskabet for 2014.

Det stod desværre hurtigt klart, at Preben Kjær havde foretaget en række kontanthævninger, som han ikke kunne fremlægge relevante bilag for. Revisoren vurderede, at Preben Kjær havde brugt mere end 16.000 kroner af foreningens penge uden at han kunne redegøre for, at det var relevant for foreningen.

Preben Kjær har erkendt, at han har været et rodehoved og har taget fejl af sit private dankort og klubbens og grunden til, at han ikke ønskede, at være kasserer længere var på grund af dette rod.

Der blev i efteråret 2015 aftalt en afbetalingsordning der ville betyde, at Preben Kjær ville have betalt pengene af i februar i år. Derfor valgte bestyrelsen ikke at politianmelde Preben Kjær. Han har imidlertid ikke overholdt tilbagebetalingsaftalen. Jeg vil opfordre den nye bestyrelse til på førstkommende bestyrelsesmøde at diskutere, hvad der nu skal ske.

Det er den nuværende bestyrelses ambition, at 2016 skal byde på en række medlemsarrangementer. Sammen med indkaldelsen til denne generalforsamling var da også en invitation til et besøg hos Naviair den 12. maj. Vi håber at så mange som muligt har lyst og lejlighed til at deltage. Der arbejdes desuden på et besøg i Roskilde Lufthavn.

Det er også den nuværende bestyrelses ønske at medlemstilgangen skal fortsætte i 2016. Det er vores håb, at et øget aktivitetsniveau vil gøre det mere attraktivt og relevant for erhvervsaktive journalister og branchefolk at melde sig ind.

Endelig er 2016 året hvor foreningen bliver 80 år, hvilket naturligvis bør festligholdes. Præcis hvordan det skal ske, er op til den nye bestyrelse at fastlægge.

Forholdene i mediebranchen såvel som i luftfartsbranchen har ændret sig meget siden Gunnar Nu Hansen og en række andre journalister stiftede foreningen i 1936. Men det er min opfattelse, at der også i fremtiden vil være brug for et mødested for journalister og kommunikationsfolk med kærlighed til og interesse for luftfart. Og med en tilgang af nye medlemmer, flere aktiviteter og en forbedret økonomi ser fremtiden lys for foreningen.

Den konstituerede formand, Andreas Krogs, beretning blev godkendt. Der var et spørgsmål til beretningen fra et medlem:

Har man overvejet sammenlægning med foreningen Danske Rejsejournalister?
Formanden svarede, at det ikke var et emne, den nuværende bestyrelse har drøftet. Men han syntes godt om forslag til at de to foreninger kan invitere hinandens medlemmer til en rækkes af deres arrangementer.
Formanden pegede også på, at Danske Flyvejournalisters Klub i år fejrer sit 80 års jubilæum.

Fremlæggelse af regnskab:
Kassereren for Danske Flyvejournalisters Klub, Bettina Schjølie, fremlagde regnskabet for det forløbne regnskabsår (2015). Det blev godkendt – regnskabet viste et resultat før afskrivninger på 25.074, 72 kr.

Generalforsamlingen godkendte også regnskabet for 2014; det var ved sidste års generalforsamling ikke blevet godkendt – da det ikke havde været revideret og ikke var opstillet på måde der gav et retvisende billede af foreningens økonomi. Det er efterfølgende blevet rekonstrueret.
Formanden takkede kasserer Bettina Schjølie samt intern revisor, Ole C. Jørgensen, for deres store arbejde med at få skik på foreningens regnskab.
Kassereren fremlagde også budgetforslag for 2016, der også skulle give foreningen et plus på regnskabet for i år.

Indkomne forslag:
Her havde bestyrelsen fremsat en række præciseringer og opdateringer af klubbens vedtægter. Bl.a. blev det understreget, at klubben uddeler sine priser ved det årlige julearrangement ligesom klubben er stoppet med at uddele legater. Ligeledes ændres formuleringen fra ”støttemedlemmer” til ”passive medlemmer.”

Vedtægtsændringerne skal til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling, der forventes afholdt den 12. maj.

Valg af formand:
Konstitueret formand Andreas Krog blev enstemmigt valgt.

Valg af indtil 5 bestyrelsesmedlemmer:
Den nuværende bestyrelse blev genvalgt. Udover Andreas Krog også næstformand og kasserer Bettina Schjølie, Torben Andersen, Bent Bernardi, Carsten Jørgensen og Henrik Baumgarten.

Valg af revisor:
Ole C. Jørgensen blev genvalgt.

Eventuelt:
Generalforsamlingen pålagde bestyrelsen at fortsætte arbejdet med at inddrive et udestående beløb til klubbens kasse.

Herefter takkede dirigent Jakob Hahn for god ro og roden og erklærede generalforsamlingen for overstået.

Efter generalforsamlingen bød Spies Rejser på rundvisning i sit danske hovedkvarter ligesom rejsebureauet venligt havde sponseret frokosten.