Generalforsamling 2012

Ordinær generalforsamling afholdt på Radisson Royal Hotel i København den 13. april 2012.

Formand Ejvind Olesen bød velkommen. Advokat Paul Lund blev valgt til dirigent og kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig varslet og holdt.

Dagsorden for generalforsamlingen:

Formandens beretning.
Årsregnskab med resultatopgørelse og status per 31 december 2011
Budget for 2012 – derunder fastsættelse af kontingentsatser for året
Indkomne forslag
Valg af formand
Valg af næstformand
Valg af øvrige bestyrelse
Valg af revisor
Eventuelt

Ad 1.
Formanden aflagde beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år:

”Mere aktivitet og flere medlemmer. Det er opskriften for en gammel 76-årig forenings overlevelse. Ellers dør den ud sammen med sine medlemmer. Den linje har bestyrelsen prøvet at efterleve i det første år efter jubilæet. Ikke til topkarakter, men dog på rette vej.

Sidste års generalforsamling blev krydret med en topaktuel debat, hvor SAS ny koncernchef, Richard Gustafson, havde sit første pressemøde i Danmark. Der var pæn tilslutning. Senere på året gik turen til Lund til et besøg på fjernlagret af taxfree varer til charterflyene med Thomas Cook Airlines Scandinavia som vært. Turen sluttede med frokost hos flyselskabet i Dragør og interessante indlæg på nye og ikke mindst miljørigtige fly. Miljøprogrammet hos det store charterselskab er i sig selv imponerende. 30 deltagere og tak til Thomas Cook Airlines.

Årets højdepunkt var endnu en gang pokaluddeling og julearrangement i Københavns Lufthavn. Nu under andre betingelser end de første 75 år, men dog med traditionerne holdt i hævd. Arrangementet kom denne gang hjem i del-sponsorater fra Københavns Lufthavn, Crowne Plaza Hotel og SAS samt en delvis egenbetaling af foreningen og medlemmerne. Vi var – næsten som sædvanligt – 120 deltagere. Endnu en gang tak til sponsorerne. Vi må se i øjnene, at betingelserne er anderledes i fremtiden. Om vi forbliver i de traditionsrige omgivelser til december, vil blive afgjort inden længe.

Luftfartspokalen gik til adm. direktør og pilot Klaus Ren for en bemærkelsesværdig indsats med at drive det nystartede charterselskab, JetTime, frem til en virksomhed i stadig vækst. Når dette skrives med hele 11 Boeing 737 i drift. Årets Ellehammer Prisen, som uddeles ved samme lejlighed, gik til TrygFonden for en prisværdig indsats med redningshelikopter. Den gule helikopter aflagde sammen med mandskab besøg ved Vilhelm Lauritzen Terminalen.

Desværre havde vi undervejs et uheld med forsendelser med Postvæsenet af Luftfartspokalen. Den kom godt nok næsten frem, men blev stjålet inden modtagelsen. Erstatning er udbetalt for selve pokalen, men levner os med en betragtelig regning på ny indgravering. Penge vi nu skal ud at finde, eller hæve hos os selv – medlemmerne.
Uden modtagernavnene på pokalen har den ligesom ikke den rigtige værdi – i hvert fald ikke som vandrepokal. Denne anden mulighed kan man selvfølgelig også vælge, men det er ikke bestyrelsens plan. Vi hører gerne gode forslag fra salen.

Økonomien er stort set i balance, hvilket fremgår af kassererens beretning. Vi har med en vis arbejdsindsats i form af foredrag om de 75 år i luftfarten – med salg af bøger til særpris – været i stand til at opnå et fornuftigt resultat.

Er det blevet lettere at finde luftfartsjournalister i ordets egentligste forstand? Nej, de findes med et par undtagelser, ikke mere på danske dagblade eller tv-stationer. Til gengæld er der flere med en berøringsflade til stofområdet, som vi gerne vil have som medlemmer. Det kunne være en fordel for begge parter.

De elektroniske nichemedier blevet flere og flere og skriver i dag langt mere om luftfartens verden end de store bladhuse. Også på nogle TV- kanaler er der mere opmærksomhed.
Det betyder alt i alt, at vi skulle være i stand til at få flere aktive medlemmer. Også selv om det ikke i dag er sædvane, at unge journalister er medlem af faglige specialforeninger. Det sker dog fortsat inden for kunst og kultur med film og teater, motorstof og sportsjournalistik. Hvorfor så ikke inden for så omfattende og bredt favnende stofområde som luftfart, civilt og militært? Det vil vi søge svaret på i det kommende år.

Der er ikke noget mærkeligt i, at vi i dag har flere passive end aktive medlemmer. Hvis man kan være med, hvor der åbnes døre og skabes begivenheder, som man ikke kan få andre steder, så er det en naturlig udvikling. Som vi noterer med glæde. I denne uge var 15 medlemmer med Cimber-Sterlings ATR på premiereflyvning til Bromma. Næste arrangement bliver et besøg i tårnet i Københavns Lufthavn med Naviair som vært. Vi stiler efter det store julearrangement i uge 49, men arbejder forinden med planer om en sommer- eller efterårsaktivitet.

Fremtiden for vores klub giver ikke sig selv. Men vi vil andet og mere end humpe igennem. Så hellere erkende, at udviklingen er løbet fra os. Det nægter vi indtil videre at tro på,” sluttede Ejvind Olesen.

Som kommentar til beretningen foreslog Bjarke Eklund brugerbetaling til arrangementer som en måde at holde liv i foreningen, mens Andreas Krog talte for flere faglige arrangementer for at lokke yngre, aktive medlemmer til. Bent Heurlen foreslog mere kontakt til Flyvevåbnet.

Herefter var der en kort debat om, hvordan man får dækket udgifterne til indgraveringer i den nye udgave af Luftfartspokalen. Debatten endte med, at Torben Andersen lovede, at han ville finde en sponsor til at donere de nødvendige cirka 8.000 kr. til indgravering af prismodtagernes navne på pokalen.

Ad 2 og 3.
Næstformand Preben Kjær fremlagde regnskab for tiden 1. april til 31. december 2011 med status per 31. december 2011. Grunden til den trekvart-årige periode er en vedtægtsændring, som blev godkendt på forrige ordinære generalforsamling.

Perioden viste et overskud på 795 kr. Status balancerer med 14.220 kr., mens klubben har en egenkapital på 13.425 kr. Næstformanden redegjorde for budgettet for 2012 og konstaterede, at man budgetterer med et underskud på 5.200 kr. Men såfremt klubben får en sponsor til pokalindgraveringen, kommer man i plus igen. Bestyrelsen foreslog uændrede kontingentsatser. Både regnskab og budget med uændret kontingent blev godkendt af forsamlingen.

Ad 4.
Der var ikke indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad 5.
Som formand for de næste to år genvalgtes Ejvind Olesen (men så er det også absolut sidste omgang, fastslog han).

Ad 6.
Næstformand Preben Kjær er ikke på valg i år.

Ad 7.
Til den øvrige bestyrelse genvalgtes Lise Tajik, Knud Larsen, Jan Aagaard, Bent Bernardi Sørensen og Torben Andersen.

Ad 8.
Som revisor genvalgtes Lise Tajik.

Ad 9.
Der lød en tak fra formanden til alle fremmødte og til Paul Lund for at styre begivenheden som dirigent.

————

Dirigent: Referent:
Paul Lund Jan Aagaard