Ved de Danske Flyvejournalisters traditionsrige julearrangement i Københavns Lufthavn den 5. december 2014 blev foreningens to priser uddelt.
Ellehammerprisen gik til Karina Bergstrøm Larsen fra firmaet Satcom1. Prisen uddeles til en mand eller kvinde – eksempelvis en pilot, opfinder eller konstruktør – der har fortsat Jacob Chr. Ellehammers pionerarbejde til gavn for flyvningens udvikling eller sikkerhed. Satcom1 leverer satellitlinjer i luften, så den rejsende kan ringe via telefon eller smartphone, sende SMS og se live TV i luften. Virksomheden har afdelinger flere steder i verden og arbejder tæt sammen med især europæiske fly- og helikopterproducenter som Airbus, Dassault og Eurocopter.
Luftfartspokalen gik til Naviairs direktør Morten Dambæk. Pokalen er siden 1948 blevet uddelt til personer, der har ydet en særlig indsats til gavn for dansk flyvning og luftfart, konstruktionen af danske fly, udviklingen af Flyvevåbnet eller landets største lufthavne. Naviair leverer lufttrafiktjeneste, hvor de leder fly sikkert og med mindst mulig forsinkelse gennem dansk luftrum. Virksomheden har 700 medarbejdere og en årlig omsætning på cirka 750 mio. kroner. Naviair er en statsvirksomhed under Transportministeriet.